Behandlerlokale

IMG_6911,web.jpg

SALTO har et behandlerlokale på 2. sal i Markedsstræde 12, hvor særligt familier, gravide, barslende og babyer kan få hjælp til at finde ro og balance.

Jordemodersamtaler og kropsbehandlinger


Jordemoder.tid


Private jordemodersamtaler v. jordemoder Ditte Aagaard

At få et barn, at blive gravid, føde og blive mor eller far, er en meget speciel livsproces.
Det rykker rundt på alt det man troede havde styr på, dykker dybt i ens følelsesliv, vender livet på vrangen og rusker i ens værdier. Forestillinger forandres, fundamentet udfordres - man er sig selv hele vejen, men på en ny måde... Det er helt naturligt undervejs at mærke en stor usikkerhed og et behov for at vende og dreje de tanker, der blæser rundt i hovedet.

Jeg har mange års erfaring i at tale med gravide og familier der har fået barn.
Jeg lytter og spørger ind, forklarer, hvis der er nogle specifikke spørgsmål til f.eks. fødselsforløbet.  Vi kan også mærke på maven sammen, have fokus på amning eller jeg kan vise dig nogle gode massageteknikker og hvilestillinger. Det vigtigste for mig er at skabe rum til, at du kan finde ind til dig selv.

Når der er ro og tid til at sætte ord på de stærke og nogengange modsatrettede følelser, der dukker op, som f.eks. frygt, glæde, tristhed, ømhed, ro og frustration, så vil der langsomt opstå accept og klarhed, og det bliver lettere at forstå, hvad det er man har brug for.

At få børn er én lang læringsproces, det har aldrig været meningen at det skulle udføres perfekt... Man kommer til at snuble og slå sig mange gange undervejs, til gengæld åbnes dørene til en uendelig mængde af finurlige og magiske oplevelser og til en dyb kærlighed.

Priser

Jordemodersamtale (60 min)              650 kr

3x Jordemodersamtale                      1800 kr

Hjemmebesøg (90 min)                     1200 kr



Center for Kropskultur

Oliebehandling, Healing og Kropsterapeutiske behandlinger v. Sonayia Norlin

Alle kan få glæde af disse behandlingsformer, men min erfaring er, at gravide og kvinder der har født kan få særligt glæde af olie og healingsbehandlingerne.

Der sker så ufatteligt meget i en krop under en graviditet og barsel! Både hormonelt, muskulært, ledmæssigt, mentalt, og psykisk, ja jeg ku blive ved. Samtidig er bevidstheden rettet udad for at tilfredsstille det lille barns og familiens behov.

Det kan godt blive "for meget" indimellem og så er det fantastisk vigtigt, at du tager tid til dig selv, så du ikke brænder ud i længden. Tid til at mærke hvordan du har det, afspænde og få kærlig omsorg til både krop og sjæl. Nogle kvinder kan have en følelse af at være ved siden eller lidt ude af sig selv efter en fødsel og nogle gange lang tid efter. Dette kan skyldes at kroppen ikke energimæssigt har "samlet" sig efter den meget store udvidelse der har været både under graviditeten og fødslen. Og her er oliemassagen og healingen genial til at få din krop "tilbage" og komme hjem igen❤️

Priser

Træningen, særligt den styrkende del, kan også give noget af det samme...

Sonayia underviser på SALTO-holdene "I form før fødslen" og "I form efter fødslen": Styrke, kondition og mindfullness for gravide og barslende.